Om mig og siden

Om mig: Hjernen bag facaden

Jeg er en systemknuser, en faglig specialist og et menneske, der har brugt de første 30 år af mit liv på at bruge min IQ som en universalnøgle til at låse verdens døre op. Men jeg er også en person, der har måttet lære sandheden om “prisen for succes” på den hårde måde.

Min baggrund: Intellektuel turbo og de skjulte omkostninger

Siden jeg var helt lille, har min hjerne fungeret anderledes. Mens andre legede, byggede jeg systemer og fordybede mig i faglitteratur. Denne tidlige evne til at mestre kompleksitet blev min vej gennem uddannelsessystemet og ind i en succesfuld karriere som specialist og projektleder.

Min barndom var præget af at have det godt hjemme og forfærdeligt i skolen. Jeg husker ikke tiden i den første halvdel af folkeskolen særligt godt. Det er som om min hjerne blokerer for at huske alle de dårlige minder. Omtrentlig halvvejs får jeg diagnosen “Aspergers Syndrom” og bliver flyttet til en specialklasse. Det gik fantastisk godt, og var helt sikkert den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Efter et par år blev jeg gradvist integreret ud i almindelig klasse igen og fik en alm. afgangseksamen med fine karakterer.

Gennem hele ungdomsuddannelsen og universitetet, troede jeg (og omverdenen), at diagnosen var en fejlfortolkning. Jeg mestrede det meste – tunge uddannelser, komplekse faglige nicher og ansvarsfulde jobs. Men bag facaden kørte en motor på højtryk. Jeg brugte min intelligens til at overhøre mit nervesystem, og succesen skjulte det enorme energiforbrug, der krævedes for at “maskere” og navigere socialt.

Da jeg efter fem år på universitetet i passende rammer ramte arbejdsmarkedet, kom realisationen dog hurtigt: der var nok noget om snakken. Heldigvis var arbejdspladsen åben for efteruddannelse i personlig udvikling og jeg havde flere forskellige ledere der understøttede mig rigtig godt. Så det kørte fornuftigt uden at jeg nævnte noget om diagnoser.

Det var så bare indtil det ikke gjorde det mere. Efter 6 år ramte en personlig katastrofe. Ikke arbejdsmæssigt, men en voldsom privat oplevelse. Selvom man kan tænke sig til meget, findes der situationer, hvor logikken ikke længere rækker. For mig kom erkendelsen gennem en krise, hvor min nedsatte forestillingsevne under ekstremt pres gjorde, at min verden ramlede. Jeg ved oprigtigt ikke hvor tæt jeg var på at gøre en hurtig ende på det hele, men jeg havde lige nøjagtig nok overskud til at opsøge en psykiatrisk akutmodtagelse, som fik min hjerne genstartet og konstruktiv igen. Men her lærte jeg, at række ud efter hjælpen når den bliver tilbudt – jeg kan ikke alt selv.

Man kan lære at spille rollen som den perfekte medarbejder eller studerende, men den neurodivergente kerne forsvinder ikke. Hvis presset bliver stort nok, kortslutter systemet.

Efter at jeg var kommet på ret køl igen, begyndte jeg at leve mit liv på en anden måde. Det gik op for mig, at man skal bruge sin frihed og helbred så længe man har det, og ikke tage sig til takke med mindre end det perfekte.

Selvom jeg havde et godt stabilt job, så begyndte jeg at tænke der skulle ske noget andet. Gennem personligt netværk fik jeg landet et nyt kapitel i mit liv. Det viste sig at den akkumullerede viden jeg fik fra det første job og min personlighed, allerede efter 10 år gjorde mig til specialist på internationalt topniveau. Derfor behøvede jeg ikke at bevise min egne ever, men kunne begynde at lære fra mig. Jeg fik et nyt job, hvor jeg kunne bruge denne viden til at stable et helt nyt forretningsområde på benene i en stor virksomhed, og fik uformelt lederansvar til at oplære eksisterende medarbejdere. Det fungerede fint, men nok engang kunne jeg konstatere, at min neurodivergente “anderledeshed” clashede med nogle kunder og kollegaer. Løsningen fra virksomhedes side var denne gang en erhvervspsykolog, som hjalp en del og viste mig nye værktøjer.

Et stort vendepunkt kom dog, da jeg lærte at bruge den metakognitive metode, som beskrevet under personlig udvikling. Den eliminerede på kort tid mit tankemylder og selvbebrejdelse over dårligt samarbejde. Lærte mig at fokusere mere på mine egne behov og “tage tyren ved hornene” når der opstod konflikter.

Desværre valgte et af mine “stjerneskud”, en superdygtig kollega, som jeg havde oplært i mit felt, at hun ville have nyt job. Det faldt sammen med, at en stor organisationsændring gjorde at min nærmeste samarbejdspartner fik ny rolle, og den nye jeg skulle arbejde sammen med ikke var særlig kompatibel til min arbejdsstil. Så derfor skiftede jeg job endnu en gang gennem mit netværk, og landede en international stilling i en udenlandsk virksomhed der er verdensførende indenfor mit felt. En stilling, skulle det vise sig, der passer perfekt til min kombination af trang til både frihed og innovation, uden for mange sociale forventninger.

Den sidste store forandring i mit liv kom da jeg gennem en længere række af årsager og virkninger, bestemte mig for at deltage i et sansekursus og få lavet en sanseprofil. Efter noget tid kom ergoterapeuten frem til at jeg måske havde en form for nedsat følsomhed overfor Dopamin. Søger man efter det på nettet peger det på enten ADHD eller Parkinson. Sidstnævnte kunne det ikke være og umiddelbart gav ADHD heller ikke meget mening, når man ser på kernesymptomerne. I min søgen kom jeg dog forbi et diagram der viser ADHD på den ene side, ASD på den anden og kombinationen AuDHD i midten – og så faldt alle brikkerne på plads, for det passede næsten på en prik.

Da jeg fik ASD diagnosen, kunne man ikke give begge diagnoser samtidigt. Det blev først muligt med DSM-5 i 2015 og ICD-11 som er ved at blive implementeret i Danmark, men psykiaterne kan dog godt gøre det i dag, selvom det formelt ikke er muligt i ICD-10.

Efter en relativ kort udredning ved en psykiater kunne han konstatere, at den var god nok. Jeg startede efterfølgende på medicin og efter en længere omgang trial-and-error med forskellige præperater og doser fandt vi det rigtige – og det er et sandt mirakelmiddel for mig. Sikke en forskel det har gjort i energiniveau, humør og adfærd.

Hvorfor denne blog?

Indenfor de seneste år er jeg begyndt at opsøge muligheder for at formidle mine lessons learned til at hjælpe andre med ADHD, ASD eller AuDHD. Det være sig i handicapforeninger, advisory boards, diverse virksomheder der arbejder med målgruppen og helt privat hvis jeg støder ind i nogen med samme profil. De allerførste indlæg på denne hjemmeside er skrevet i nøjagtig sådan en sammenhæng; at jeg læste et indlæg på Reddit fra en der havde svært ved at acceptere sin nye ADHD diagnose, da der var en masse ting der ikke passede – ting, som jeg med det samme så som ASD. Vi fik indledt en lang korrespondance og jeg tænkte, at det jeg gav videre til ham, kan andre måske også få glæde af.

Derfor denne hjemmeside, hvor jeg lægger mine kort på bordet og foretager det man kalder en narrativ rekonstruktion. Det handler om at se sit liv ikke som en række tilfældige uheld, men som en logisk sammenhæng baseret på de forudsætninger, man har haft.

Her på siden deler jeg min rejse og mine “data” for at:

Synliggøre mønstre: Hjælpe andre med at se mønstrene i deres eget liv, før de rammer muren.
Adskille evner fra energi: Forklare hvordan man kan være knivskarp fagligt og samtidig have brug for hjælp til det, der virker banalt for andre.
Eje diagnosen: Vise at styrken ligger i at turde sige “det her kan jeg ikke”, så man kan bruge sin energi på det, man rent faktisk er blandt de bedste i verden til.

Jeg er i dag landet et sted, hvor jeg ikke længere kæmper imod min unikke hjerne, men arbejder med den. Jeg håber, at mine erfaringer kan tjene som en genvej for dig, så du kan drage nytte af mine lessons learned uden at skulle igennem de samme systemnedbrud selv.

Om navnet

Siden hedder Petris Veritas. Det er ikke et almindeligt udtryk, men det er dog rigtig latin som kan oversættes til noget i retning af “Peters sandheder”. Jeg kom frem til det sammen med Google Gemini ved at beskrive hvad jeg gerne ville skrive om.

Navnet Peter er mit rigtige navn, men som det mest almindelige mandenavn i Danmark, sikrer det tilstrækkelig anonymitet til ikke at blive genkendt.

Jeg bliver ofte spurgt indtil om man skal oplyse om sine diagnoser i forskellige sammenhænge. For mig er det hverken en hemmelighed eller noget jeg taler om. Jeg betragter ikke diagnoserne som noget der identificerer mig, men “bare” en del af mig, nogle “tags” der bruges til at beskrive bestemte karaktertræk, på en måde som alle er enige om. Jeg er ikke autist, men jeg har autisme. Jeg er heller ikke hypertensionist, men jeg har forhøjet blodtryk.

Så hvis nogen spørger, så siger jeg det åbent og ærligt, men jeg skilter ikke med det. De fleste gange hvor nogen har opdaget det, er sket i forbindelse med at tjekke ud på Rejsekort (da det var ved standerne), hvor de undrede sig over jeg kørte til halv pris. Så fik de som regel historien om hvorfor jeg har Ledsagekort.

Når det så er sagt, så vil jeg ikke have mit fulde navn og billede op på Internettet – for når det først er dér, så forsvinder det aldrig, og selvom vi er kommet langt i vores del af verden med at acceptere neurodivergens, er der stadig mange fordomme derude. Jeg vil ikke risikere at ødelægge fremtidig jobsøgning ved at være en offentlig kendt neurodivergent.

Til en blog hører et logo og her må jeg indrømme, at jeg gik direkte i AI-mode og spurgte Google Gemini om at lave et. Det endte med at blive ret fint, da det kombinerer Yin og Yang symbolet, der altid har tiltalt mig, med en hjerne og dopamin.

Forespurgt hvordan Gemini kom frem til det var svaret:

Logoet for Hjernen bag facaden: Petris Veritas er ikke bare et grafisk element; det er et visuelt landskab over en neurodivergent hjerne. Her er de centrale tanker bag designet:

Yin & Yang-formen: Kernen i logoet er det klassiske symbol på dualitet og balance. For en AuDHD’er repræsenterer dette den konstante dans mellem autisme og ADHD. Det er modsætninger, der mødes: behovet for præsighed over for trangen til nyhed, og søgen efter ro i et hav af impulser. Det viser, at begge dele er nødvendige for helheden.
De to hjernehalvdele: *
- Den blå side (Autisme): Repræsenteret ved de organiske, dybe vindinger. Den symboliserer fordybelse, systemtænkning og den indre, rige verden, der ofte er mere struktureret, end den ser ud udefra.
- Den orange side (ADHD): Repræsenteret ved de skarpe, dynamiske linjer og energi. Den symboliserer den hurtige tankegang, kreativiteten og den konstante strøm af associationer, der driver værket fremad.
Mellemrummet og Dopamin-molekylerne: I midten, hvor de to sider mødes, svæver de gyldne partikler, der leder tankerne hen på dopamin-receptorer og neurale forbindelser. Det er her, “sandheden” (Veritas) findes – i spændingsfeltet, hvor hjernens kemi dikterer, hvordan verden opleves. Det repræsenterer også den “gnist”, der opstår, når de to sider af hjernen arbejder sammen.
Farvevalget: Den kølige blå og den varme orange skaber en visuel kontrast, der understreger de modstridende behov, man ofte føler som AuDHD’er, men som i dette cirkulære format ender med at komplementere hinanden.